Min bedste ven døde..


Den seneste tid har jeg været rigtig stille, og det skyldes faktisk, at jeg fredag morgen (i sidste uge) kl. 5:00 mistede min bedste ven, Alma (min kat). I stedet for at skrive det hele herinde vil jeg kopiere fra min dagbog, så I kan læse hele historien om det. Jeg beklager, men det er meget langt, men jeg håber, at I har lyst til at læse med.

tirsdag d. 28. 8. 2018
Kære…
Den sidste uges tid har været umenneskelig hård, og hårdere end jeg nogensinde havde regnet med. Der skete det allermest forfærdelige, at jeg var taget med Ronni på arbejde i torsdags d. 23. og derefter kørt hjem til min mor for at bruge nogle timer med hende inden, at jeg skulle hente Ronni igen for så derefter at ordne en masse småting, når nu vi var i Odense. Men da jeg er hjemme ved min mor kan jeg ikke få fat på hende, og hun kommer ikke hjem som hun plejer, når hun kører direkte hjem, så jeg ringer til hende flere gange, og kan faktisk ikke huske, om hun skulle hjem til min far og lillebror og se hundene eller om hun skulle til lægen. Hun ringer så, og jeg er ved at spørge hvor filan hun er henne, med et smil på læben, men da hun siger, at hun har en trist nyhed tænker jeg ”Fie er blevet indlagt”. Det var det så ikke. Det var Alma. Jeg forstår det slet ikke, og er sikker på, at hun siger det forkerte navn, men det gør hun ikke. Min mor er blevet ringet op af Nyborg Dyrehospital, fordi hun står som ejer (jeg husker ikke grunden til hvorfor). Alma er blevet kørt ned, og er ikke død, men bløder fra næse/mund og endetarm. Hun er blevet hentet af Dyrenes Beskyttelse, fordi hun blev fundet på parkeringspladsen nede for enden af vores vej. Hun fortæller, at jeg skal ringe til Nyborg Dyrehospital, så de ved, hvad de skal gøre ved hende. Jeg smækker røret på og ringer straks til Nyborg Dyrehospital mens jeg går gulvet i stykker hos min mor. Jeg er helt oppe og ringe, dybt ulykkelig og frustreret. Jeg får ikke meget at vide, men beder dem om at gøre alt hvad de kan for at redde hende. Vi aftaler, at jeg skal komme forbi og se Alma, og lige få en snak med dem.
Jeg er rigtig frustreret, fordi jeg ikke bare kan køre. Jeg er nødt til at vente til Ronni er færdig på mødet, men jeg sender ham en sms om, at Alma er blevet kørt ned, og at han skal ringe så snart, han kan. Et par minutter efter ringer han, og han er chokeret.

Min mor kommer endelig hjem, og jeg er helt grædefærdig.

Jeg henter Ronni så snart, jeg kan og vi kører mod Nyborg Dyrehospital. Alma ser forfærdelig ud. Hun har blod over det hele i hovedet, hun lugter mærkeligt (grundet afføring og blod fra endetarmen) og hun har fået bedøvelse, så hun er helt væk, men jeg kalder på hende, og kan se, at hendes øre bevæger sig, så jeg ved, at hun ved, at jeg er der. Hun får væske og har fået taget blodprøver som viste, at hun ikke havde indre blødninger. Hendes blod i afføringen, mener lægen, Morten, er fordi hun er i chok. Hendes temperatur var på 32,7 grader, da hun kom ind, og da vi kom var den på 34-35 grader cirka. Den skal helst ligge på 38-39 grader, så hun bliver varmet af tæpper og håndklæder.

Ronni siger, at Almas kæbe hænger, og det får dyrlægen til at kigge på hende. Han finder så ud af, at ganen er spaltet, og det kan skyldes alt det blod i hendes hoved, og skyldes nok også, at hun ikke kan trække vejret så godt, fordi hun har størknet blod i næsen, og dermed gør, at hun skal trække vejret igennem munden. Samtidig vrider hun tungen inde i munden som om, at ganen irriterer hende. Det var ikke rart at se på.
Ud over dette virker det ikke til, at der er noget galt (som han kunne se, uden at undersøge hende yderligere). Hun kunne godt stå og gå, så det tydede ikke på, at der var noget som var brækket.
Dyrlægen ville ikke undersøge hende nærmere før, hun var stabil, og det gjorde jo, at vi ikke vidste om der lå noget og ulmede.

Men da Nyborg Dyrehospital ikke har døgnåbent beslutter vi os for at komme igen inden kl. 17:00, hvor de lukker, og så henter vi Alma og kører hende til Odense Dyrehospital, hvor de har døgnåbent. Ronni er ellers meget påståelig omkring, at Alma skal med hjem, men det vil jeg ikke, for så står vi med hendes skæbne i hendes hænder, og det kan jeg bare slet ikke klare.
Derudover skal vi være vågne hele natten, og jeg skulle på Ærø med Sarah, så jeg var ikke interesseret i det. Jeg ville rigtig gerne have, at hun havde de mest kompetente mennesker omkring sig, koste hvad det koste vil. Men hvis det kommer til at handle om liv og død, så taber vi jo kampen, hvis hun var hjemme hos os, og det ville jeg ikke kunne bære, så jeg skar igennem. Vi kørte hende til Odense Dyrehospital.

Da vi ankommer til Odense Dyrehospital er hun i bedring. Hendes temperatur er nu på 37,5, hvilket er godt. Hun er stadig bedøvet, og hun havde fået mere bedøvelse, fordi Ronni havde givet udtryk for, at vi skulle have hende med hjem, så Nyborg havde givet hende ekstra bedøvelse.
Dyrelægen, Jens, i Odense kiggede på Alma, og mærkede lidt efter. Det var meningen, at jeg ikke ville se undersøgelsen af hende, da jeg har det slemt nok med at se hende sådan der. Men da hun gør modstand kommer jeg og nusser hende, så hun falder til ro. Hun ved, at det er hendes mor, som er der, det er jeg slet ikke i tvivl om. Ronni går til siden, fordi hun stritter meget imod, og jeg tager hende op til mig selvom hun lugter og er smurt ind i blod og lort fra endetarmen. Men det vigtigste for mig er, at hun har ro. Ronni undrer sig meget over, at der kommer så meget blod fra endetarmen, men også denne dyrlæge siger, at hun bløder fra endetarmen formentlig på grund af chokket. Ud over dét er Ronni positiv over, at hun har kræfter til at kæmpe så meget imod, og det gjorde ham meget positiv.
Jeg har hende oppe ved mig, og tænker, at hun har bedst af at komme ned i buret igen (hvilket jeg fortryder, for jeg ville sgu gerne have holdt hende længere, hvis jeg vidste, at jeg ikke fik hende at se igen, og jeg tror, hun havde allermest brug for, at være hos mig mere end noget andet). Too late..
Dyrelæge Jens, Ronni og jeg aftaler, at hvis alt går som det skal, og hun fortsætter den fantastisk bedring hun er i, så vil de operere hendes gane så snart, der er mulighed for det, og han vil ringe, hvis der sker noget uventet – enten i løbet af natten eller i forhold til operationen.

Den aften går jeg hjem og er mere positiv end jeg havde været hele dagen. Jeg har simpelthen ikke turde at være positiv, men Ronni var positiv, og jeg var positiv over hendes fremgang, men enormt bange for, at hun jo ikke var blevet undersøgt ret meget, fordi de ikke kunne gøre det før, hun var stabil. Jeg var flere gange ved at skrive det på Facebook, men tænkte ”nej, jeg ved jo intet endnu”. Kl. 4:53 ringer Jens, og fortæller, at Alma var fin for en time siden, men da han var inde hos hende sidst (lige før 4:53) kunne hun ikke få vejret, og han ville anbefale, at hun blev aflivet. Jeg var sønderknust, og jeg gik direkte ned til Ronni og var endnu mere ulykkelig end da jeg fik den dårlige nyhed fra min mor.
Ronni og jeg sov slet ikke mere før fredag aften. Jeg har aldrig i mit liv været så ked af det. Jeg aflyste min Ærø-tur, og jeg kunne bruge flere timer på at kigge ud i luften. Jeg græd nonstop både fredag og lørdag. Søndag græd jeg lidt mindre. Mandag græd jeg lidt mindre og i dag har jeg grædt lidt mindre. I starten var alle mine tanker omkring, at jeg ikke skulle se hende igen, og at jeg savnede hende. Derefter begyndte det at være, at jeg så hende for mig. Gøre alle de ting, hun plejede. Jeg var nødt til at vælte hendes tæppe og pude ned fra vindueskarmen i soveværelset, fordi der sov hun ALTID. Skabet med håndklæder bliver lukket, fordi jeg ser hende derinde. Det gør jeg stadigvæk, men det bliver mindre og mindre. Derefter kom skyldfølelsen. Jeg gik op i Spar efter slik, og jeg kunne jo forestille mig, at hun var blevet kørt ned lige foran vejarbejdet til lejlighederne her på vejen, og så er hun gået ind til børnehaven og har lagt sig forenden af rutsjebanen. Jeg kunne se hende for mig. Være total bange, blodig og det hele, og så bare søge tilflugt, hvor der er ro. Jeg havde så meget skyldfølelse for, at jeg ikke var der til at passe på hende. Hun er mit hjertebarn, og det vil hun altid være. Jeg kan ikke elske nogen højere end hende, og jeg er stadig fuldstændig knust, men dagene bliver lettere og lettere, selvom jeg savner hende ufattelig meget.

Dagene bliver lettere og lettere nu, men det ændrer ikke på, at jeg stadigvæk har det rigtig svært med, at hun ikke er her mere. Jeg er har haft dage med meget forskellige følelser. De første dage var uforståenhed og chok, og tanken om, at hun ikke stiller sig ved hoveddøren og miaver, når hun vil ud gjorde mig ked af det. Derefter kom sorgen. Det værste var helt klart, at jeg så endte med at få skyldfølelse (som I også kan læse i mit indlæg). Den var helt forfærdelig, men den varede heldigvis kun én dag. Jeg vidste jo godt, jeg gjorde alt hvad jeg kunne, og jeg har gjort meget mere end hvad andre ville gøre for deres kat. Let’s face it – huskatte er bare ikke ret meget værd i manges øjne. Men for mig var hun ikke bare en huskat, hun var min bedste ven, så de 5.000 kroner, jeg smed efter hendes behandling generer mig sådan set ikke, men jeg ville ønske, at behandlingen havde gjort en større forskel for hende, så jeg kunne have beholdt hende <3

Anyways.. Jeg kommer til at blogge mere nu, fordi jeg føler mig klar til det, men jeg skyldte jer lige en forklaring på min stilhed. Jeg har en masse indlæg, der bare ligger og venter på at blive skrevet, så I kan godt glæde jer :-)

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *