Min bedste ven døde..


Den seneste tid har jeg været rigtig stille, og det skyldes faktisk, at jeg fredag morgen (i sidste uge) kl. 5:00 mistede min bedste ven, Alma (min kat). I stedet for at skrive det hele herinde vil jeg kopiere fra min dagbog, så I kan læse hele historien om det. Jeg beklager, men det er meget langt, men jeg håber, at I har lyst til at læse med.

tirsdag d. 28. 8. 2018
Kære…
Den sidste uges tid har været umenneskelig hård, og hårdere end jeg nogensinde havde regnet med. Der skete det allermest forfærdelige, at jeg var taget med Ronni på arbejde i torsdags d. 23. og derefter kørt hjem til min mor for at bruge nogle timer med hende inden, at jeg skulle hente Ronni igen for så derefter at ordne en masse småting, når nu vi var i Odense. Men da jeg er hjemme ved min mor kan jeg ikke få fat på hende, og hun kommer ikke hjem som hun plejer, når hun kører direkte hjem, så jeg ringer til hende flere gange, og kan faktisk ikke huske, om hun skulle hjem til min far og lillebror og se hundene eller om hun skulle til lægen. Hun ringer så, og jeg er ved at spørge hvor filan hun er henne, med et smil på læben, men da hun siger, at hun har en trist nyhed tænker jeg ”Fie er blevet indlagt”. Det var det så ikke. Det var Alma. Jeg forstår det slet ikke, og er sikker på, at hun siger det forkerte navn, men det gør hun ikke. Min mor er blevet ringet op af Nyborg Dyrehospital, fordi hun står som ejer (jeg husker ikke grunden til hvorfor). Alma er blevet kørt ned, og er ikke død, men bløder fra næse/mund og endetarm. Hun er blevet hentet af Dyrenes Beskyttelse, fordi hun blev fundet på parkeringspladsen nede for enden af vores vej. Hun fortæller, at jeg skal ringe til Nyborg Dyrehospital, så de ved, hvad de skal gøre ved hende. Jeg smækker røret på og ringer straks til Nyborg Dyrehospital mens jeg går gulvet i stykker hos min mor. Jeg er helt oppe og ringe, dybt ulykkelig og frustreret. Jeg får ikke meget at vide, men beder dem om at gøre alt hvad de kan for at redde hende. Vi aftaler, at jeg skal komme forbi og se Alma, og lige få en snak med dem.
Jeg er rigtig frustreret, fordi jeg ikke bare kan køre. Jeg er nødt til at vente til Ronni er færdig på mødet, men jeg sender ham en sms om, at Alma er blevet kørt ned, og at han skal ringe så snart, han kan. Et par minutter efter ringer han, og han er chokeret.

Min mor kommer endelig hjem, og jeg er helt grædefærdig.

Jeg henter Ronni så snart, jeg kan og vi kører mod Nyborg Dyrehospital. Alma ser forfærdelig ud. Hun har blod over det hele i hovedet, hun lugter mærkeligt (grundet afføring og blod fra endetarmen) og hun har fået bedøvelse, så hun er helt væk, men jeg kalder på hende, og kan se, at hendes øre bevæger sig, så jeg ved, at hun ved, at jeg er der. Hun får væske og har fået taget blodprøver som viste, at hun ikke havde indre blødninger. Hendes blod i afføringen, mener lægen, Morten, er fordi hun er i chok. Hendes temperatur var på 32,7 grader, da hun kom ind, og da vi kom var den på 34-35 grader cirka. Den skal helst ligge på 38-39 grader, så hun bliver varmet af tæpper og håndklæder.

Ronni siger, at Almas kæbe hænger, og det får dyrlægen til at kigge på hende. Han finder så ud af, at ganen er spaltet, og det kan skyldes alt det blod i hendes hoved, og skyldes nok også, at hun ikke kan trække vejret så godt, fordi hun har størknet blod i næsen, og dermed gør, at hun skal trække vejret igennem munden. Samtidig vrider hun tungen inde i munden som om, at ganen irriterer hende. Det var ikke rart at se på.
Ud over dette virker det ikke til, at der er noget galt (som han kunne se, uden at undersøge hende yderligere). Hun kunne godt stå og gå, så det tydede ikke på, at der var noget som var brækket.
Dyrlægen ville ikke undersøge hende nærmere før, hun var stabil, og det gjorde jo, at vi ikke vidste om der lå noget og ulmede.

Men da Nyborg Dyrehospital ikke har døgnåbent beslutter vi os for at komme igen inden kl. 17:00, hvor de lukker, og så henter vi Alma og kører hende til Odense Dyrehospital, hvor de har døgnåbent. Ronni er ellers meget påståelig omkring, at Alma skal med hjem, men det vil jeg ikke, for så står vi med hendes skæbne i hendes hænder, og det kan jeg bare slet ikke klare.
Derudover skal vi være vågne hele natten, og jeg skulle på Ærø med Sarah, så jeg var ikke interesseret i det. Jeg ville rigtig gerne have, at hun havde de mest kompetente mennesker omkring sig, koste hvad det koste vil. Men hvis det kommer til at handle om liv og død, så taber vi jo kampen, hvis hun var hjemme hos os, og det ville jeg ikke kunne bære, så jeg skar igennem. Vi kørte hende til Odense Dyrehospital.

Da vi ankommer til Odense Dyrehospital er hun i bedring. Hendes temperatur er nu på 37,5, hvilket er godt. Hun er stadig bedøvet, og hun havde fået mere bedøvelse, fordi Ronni havde givet udtryk for, at vi skulle have hende med hjem, så Nyborg havde givet hende ekstra bedøvelse.
Dyrelægen, Jens, i Odense kiggede på Alma, og mærkede lidt efter. Det var meningen, at jeg ikke ville se undersøgelsen af hende, da jeg har det slemt nok med at se hende sådan der. Men da hun gør modstand kommer jeg og nusser hende, så hun falder til ro. Hun ved, at det er hendes mor, som er der, det er jeg slet ikke i tvivl om. Ronni går til siden, fordi hun stritter meget imod, og jeg tager hende op til mig selvom hun lugter og er smurt ind i blod og lort fra endetarmen. Men det vigtigste for mig er, at hun har ro. Ronni undrer sig meget over, at der kommer så meget blod fra endetarmen, men også denne dyrlæge siger, at hun bløder fra endetarmen formentlig på grund af chokket. Ud over dét er Ronni positiv over, at hun har kræfter til at kæmpe så meget imod, og det gjorde ham meget positiv.
Jeg har hende oppe ved mig, og tænker, at hun har bedst af at komme ned i buret igen (hvilket jeg fortryder, for jeg ville sgu gerne have holdt hende længere, hvis jeg vidste, at jeg ikke fik hende at se igen, og jeg tror, hun havde allermest brug for, at være hos mig mere end noget andet). Too late..
Dyrelæge Jens, Ronni og jeg aftaler, at hvis alt går som det skal, og hun fortsætter den fantastisk bedring hun er i, så vil de operere hendes gane så snart, der er mulighed for det, og han vil ringe, hvis der sker noget uventet – enten i løbet af natten eller i forhold til operationen.

Den aften går jeg hjem og er mere positiv end jeg havde været hele dagen. Jeg har simpelthen ikke turde at være positiv, men Ronni var positiv, og jeg var positiv over hendes fremgang, men enormt bange for, at hun jo ikke var blevet undersøgt ret meget, fordi de ikke kunne gøre det før, hun var stabil. Jeg var flere gange ved at skrive det på Facebook, men tænkte ”nej, jeg ved jo intet endnu”. Kl. 4:53 ringer Jens, og fortæller, at Alma var fin for en time siden, men da han var inde hos hende sidst (lige før 4:53) kunne hun ikke få vejret, og han ville anbefale, at hun blev aflivet. Jeg var sønderknust, og jeg gik direkte ned til Ronni og var endnu mere ulykkelig end da jeg fik den dårlige nyhed fra min mor.
Ronni og jeg sov slet ikke mere før fredag aften. Jeg har aldrig i mit liv været så ked af det. Jeg aflyste min Ærø-tur, og jeg kunne bruge flere timer på at kigge ud i luften. Jeg græd nonstop både fredag og lørdag. Søndag græd jeg lidt mindre. Mandag græd jeg lidt mindre og i dag har jeg grædt lidt mindre. I starten var alle mine tanker omkring, at jeg ikke skulle se hende igen, og at jeg savnede hende. Derefter begyndte det at være, at jeg så hende for mig. Gøre alle de ting, hun plejede. Jeg var nødt til at vælte hendes tæppe og pude ned fra vindueskarmen i soveværelset, fordi der sov hun ALTID. Skabet med håndklæder bliver lukket, fordi jeg ser hende derinde. Det gør jeg stadigvæk, men det bliver mindre og mindre. Derefter kom skyldfølelsen. Jeg gik op i Spar efter slik, og jeg kunne jo forestille mig, at hun var blevet kørt ned lige foran vejarbejdet til lejlighederne her på vejen, og så er hun gået ind til børnehaven og har lagt sig forenden af rutsjebanen. Jeg kunne se hende for mig. Være total bange, blodig og det hele, og så bare søge tilflugt, hvor der er ro. Jeg havde så meget skyldfølelse for, at jeg ikke var der til at passe på hende. Hun er mit hjertebarn, og det vil hun altid være. Jeg kan ikke elske nogen højere end hende, og jeg er stadig fuldstændig knust, men dagene bliver lettere og lettere, selvom jeg savner hende ufattelig meget.

Dagene bliver lettere og lettere nu, men det ændrer ikke på, at jeg stadigvæk har det rigtig svært med, at hun ikke er her mere. Jeg er har haft dage med meget forskellige følelser. De første dage var uforståenhed og chok, og tanken om, at hun ikke stiller sig ved hoveddøren og miaver, når hun vil ud gjorde mig ked af det. Derefter kom sorgen. Det værste var helt klart, at jeg så endte med at få skyldfølelse (som I også kan læse i mit indlæg). Den var helt forfærdelig, men den varede heldigvis kun én dag. Jeg vidste jo godt, jeg gjorde alt hvad jeg kunne, og jeg har gjort meget mere end hvad andre ville gøre for deres kat. Let’s face it – huskatte er bare ikke ret meget værd i manges øjne. Men for mig var hun ikke bare en huskat, hun var min bedste ven, så de 5.000 kroner, jeg smed efter hendes behandling generer mig sådan set ikke, men jeg ville ønske, at behandlingen havde gjort en større forskel for hende, så jeg kunne have beholdt hende <3

Anyways.. Jeg kommer til at blogge mere nu, fordi jeg føler mig klar til det, men jeg skyldte jer lige en forklaring på min stilhed. Jeg har en masse indlæg, der bare ligger og venter på at blive skrevet, så I kan godt glæde jer :-)

Continue Reading

Min blog er i Hendes Verden

Jeg ved godt, at jeg er lidt sent ude, men for et par uger siden var bloggen her med i Hendes Verden. Jeg var blevet kontaktet af en fra Hendes Verden som havde set min skohylde og meget gerne ville have lov til at få det med i magasinet. Jeg sagde selvfølgelig ja til, at hun måtte tage det med i magasinet i uge 9, for jeg blev bare mega stolt og beæret over, at min lille blog kunne vække opmærksomhed hos så stort et magasin.

Nå, men det her indlæg er ren blær.. Haha, men jeg er virkelig stolt! Her kan I se, hvordan det ser ud og hvad der står i magasinet om min blog. Det er så fint, og jeg synes, at det er så spændende.

Continue Reading

“Get to know me”-tag

nyborgstrand&jeg

Det er et nogle dage siden sidste blogindlæg, og jeg har virkelig lyst til at blogge i dag, men jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle skrive om, så jeg tænkte, at jeg ville lave noget “get-to-know-me”-tag. Jeg googlede mig derfor frem til nogle spørgsmål som ikke er de originale med “hvorfor blogger du?“, “hvor gammel er du?” osvosv. Her fandt jeg disse spørgsmål – dog på engelsk, så jeg har lige oversat dem til dansk.

Er du opkaldt efter nogen?
– Nej, ikke så vidt jeg ved, men jeg ved, at mine forældre havde to pigenavne i tankerne, da de vidste, at du ventede mig, og det var Camilla (som blev mit navn) og Janne.

Hvornår græd du sidst?
– Det gjorde jeg i onsdags, fordi jeg havde en rigtig lortedag, og der skulle ikke rigtig noget til at få mig til at græde..

Har du børn?
– Nej, men R og jeg arbejder på sagen. Det er dog ikke så ‘let’ som jeg havde regnet med.

Navne til dine børn?
– Jeg er helt vild med navnene Villads, Mattheo, Ella og Lily, men jeg ved, at R. er vild med Ronja og Lykke Lykke Lykke. ;’) Haha..

Hvis du var en anden person ville du så være venner med dig selv?
– Hmm, tjah.. Det vil jeg mene, jeg vil. Jeg er ikke perfekt, men jeg synes, jeg har mange kvaliteter som jeg ville værdsætte som veninde til mig selv.

Hvad er det første, du lægger mærke til hos andre personer?
– Jeg lægger ret hurtigt mærke til øjenbryn, men også nogle gange ører. Det er lidt noget mærkeligt noget, men ørerne er min mors skyld, fordi hun lægger mærke til ører og så siger hun det til mig, når vi har set det i fjernsynet :-P

Hvad er din øjenfarve?
– Min øjenfarve er grå/blå

Uhyggelige eller glade/lykkelige film?
– Glade/lykkelige film eller thriller, helt klart, men ikke decideret gyserfilm

Favorit dufte/lugte?
– Jeg elsker duften af kaffe (..men jeg drikker det ikke selv) og så kan jeg faktisk godt lide duften af benzin.

Hvad er det længste, du har været væk fra dit hjem?
– Jeg har været i Rom og Croatien, og det er det længste, jeg har været væk fra mit hjem. Men jeg har planer om, at jeg gerne vil længere væk, for jeg vil gerne ud og rejser og opleve andre lande og kulturer. Heriblandt USA, Island, Italien (igen) og mange andre steder.

Hvor mange lande har du besøgt?
– Jeg har besøgt Tyskland (hvor vi gerne handler et par gange om året), Sverige (fordi vi skulle tage en færge derfra for at komme til Bornholm & så har jeg været i Italien og Croatien.

Har du nogle specielle talenter?
– Talenter og talenter.. Det er måske så meget sagt.. Men jeg kan bøje det yderste led på min pegefinger, rulle med tungen og gøre mig skeløjet på det ene øje og se ligeud med det andet.

Hvor er du født?
– Odense Sygehus, og vokset op i Søhus i Odense N, hvor jeg har boet i det samme hus altid – sammen med mine forældre. Lige indtil mine forældre blev skilt og solgte det for et års tid siden. Jeg har dog boet for mig selv i Bolbro i en periode på et år, og så har jeg boet her i Nyborg siden 2015. Men ellers har jeg altid boet i det dejlige hjem i Odense.

Hvilke hobbyer har du?
– Jeg maler malerier (..eller det sker ikke så meget mere, desværre) og så elsker jeg at lave gør-det-selv-projekter, men også generelt boligindretning.
Hvilke sport har du gået til?

– Jeg har gået til rytmegymnastisk, derefter prøvede jeg springgymnastik i en enkelt dag. Så begyndte jeg til Show Dance sammen med andre fra min klasse i folkeskolen, og herefter skiftede jeg til fodbold som jeg gik til i en del år, og som også er dén sport, jeg savner allermest.
Har du nogle dyr?

– Jeg har en kat, der hedder Alma. Hun har også været præsenteret herinde et par gange, tror jeg. Hun har i hvertfald ageret model på nogle af billederne. & så har R en hund, der hedder Zoey som er en border collie.

Har du nogle søskende?
Jeg har en lillebror på 23 år, og så har jeg en halvstoresøster som også bare kaldes ’søs’ og hun er 27 år.

Hvor høj er du?
– Jeg er 153 cm lav.

Hvem er dine favorit YouTubers/blogs?
– Jeg er vild med Frederikke Egel – og særligt hendes videoer. Derudover så følger jeg Katarina Natalie som jeg har nævnt ret mange gange på min blog, og så følger jeg lidt med hos Johanne Kohlmetz, Tina Maria og Sandra Willer. Alle sammen nogle superfede blogs og youtubers.

Fortæl om en af dine dårlige vaner.
– Jeg spiser meget chokolade. Jeg er virkelig en sucker for chokolade, og det er min største dårlige vane som jeg meget gerne ville af med. Men det er jo dejligt med chokolade, ik? ;-)

Jeg håber, at I synes, at det var sjovt at lære lidt mere om mig. Jeg synes i hvertfald, at det var sjovt at besvare dem – særligt fordi det ikke er de obligatoriske spørgsmål. Det var en god blandet bunke med spørgsmål.

Continue Reading

Min overraskende skolestart

Jeg ville meget gerne lige lave en update på alt det med, at jeg har været syg med angst, og at jeg nu er startet i skolen. Jeg vil selvfølgelig også gerne fortælle, hvordan det går.
Jeg mødte op på skolen igår, og jeg var en lille smule nervøs, men det var ikke særlig slemt. Vi startede hårdt ud med skole til 15:30, og det var ikke kun praktisk information, vi fik også undervisning – vi har jo kun 10 uger til at lære det hele i. Igår var en vanvittig hård dag, fordi jeg jo slet ikke er vant til at stå tidligt op, og gå i skole. Det er tre år siden sidst. I dag var lidt bedre på trods af, jeg skulle tidligt op, og dermed havde en længere dag i dag. Jeg nåede dog også lidt at få stress i morges, fordi jeg havde slået lyd og vibration fra, og derfor ringede mit vækkeur heller ikke, så vågnede en time efter planlagt, men jeg kunne stadigvæk nå toget – jeg ville bare ikke kunne nå alt det, jeg gerne ville have nået i morges.
Jeg er overrasket over, hvor spændende det egentlig er, og hvor let, jeg har ved at forstå de ting som bliver undervist. I dag fik vi nogle opgaver, og vi fik selvfølgelig undervisning først, hvor jeg ikke fattede en hat af det, men da jeg fik papirerne i hånden, så røg svarene bare ned, og jeg fik da også lige min lærer til at tjekke lidt igennem, fordi jeg ikke kunne forstå, hvis jeg rent faktisk fattede opgaven, men ikke undervisningen ;-) Det var sørme rigtigt! Så dejligt, at jeg føler, at undervisningen lykkedes for mig.
I morgen har jeg fri 11:45, og jeg glæder mig! De her dage har jeg jo bare gået i skole, og hjem – og nærmest ikke gidet og lave mad eller noget. Men i morgen kan jeg lave noget mere. Jeg trænger til at snakke med min familie, kan jeg mærke, så min mor synes, vi skulle mødes på banegården, og få en kop kakao, hvilket jeg glæder mig til! Det har vi aldrig rigtig gjort før. Derudover skal jeg nok se om der er nogle lærepladser på nettet som jeg kan søge. Men ellers er det vidst bare afslapning og få gjort rent og sådan derhjemme. Her ligner et bombet lokum, for at sige det lige ud, men det var jeg forberedt på, og det må jeg godt, når det er min første uge ;-) Jeg skal jo lige ind i rytmen igen.

Continue Reading

It’s time to get personal..

Okay.. It’s time to get personal here! Jeg har nu besluttet, at jeg gerne vil komme med en lille update omkring min sygemelding osv., fordi jeg mener, det er på sin plads. Dem som har fulgt min blog, har jo nok både lagt mærke til, at jeg er sygemeldt – eller var, og at jeg nu skal starte studie på mandag.
Jeg har været sygemeldt siden september 2014. Jeg behøver ikke komme med den lange forklaring, for jeg mindes, jeg har skrevet den herinde én gang før, men i hvertfald så var jeg sygemeldt med angst og havde en ‘livskrise’ som det blev kaldt. Jeg har de seneste par måneder gået til psykolog her i Nyborg, og jeg må sige.. Hun kan et eller andet! Min angst har været minimeret, og jeg mærker den ikke rigtig længere. Jeg har planer om at stoppe mine angstpiller, når jeg lige er kommet over på den anden side af skolestart, og ser hvordan det går.
Da jeg endnu en gang meldte mig til psykolog, der tænkte jeg “jaja, hvad kan hun gøre?“, fordi jeg hele tiden har haft det billede, at det kun er mig som kan gøre noget ved min angst. Ja, det er mig, der skal gøre arbejdet, men det har rent faktisk hjulpet helt utroligt, og så mange gange har jeg alligevel ikke gået hos psykologen. Jeg er ret lettet, imponeret og har det bare rigtig godt over, at jeg har det så godt med at skulle starte i skole på mandag. Jeg er lidt nervøs, men ikke unormalt meget.
Jeg skulle være startet skole i sommers også, og en måned før, var jeg ved at dø af nervøsitet. Hjertet sad helt oppe i halsen, og jeg kunne bare sidde og tude, fordi der kun var en måned til, jeg skulle starte. Og her 4 dage før, jeg skal starte, der glæder jeg mig bare. Er ikke nervøs, er ikke presset, men jeg er spændt, og jeg er glad for, jeg endelig kan komme videre i mit liv.

Efter jeg er flyttet til Nyborg, så har jeg forandret mig så sindssyg meget. Jeg er blevet mere positiv. Jeg er ikke bange for at begå fejl på samme måde som før. Jeg er ikke bange for at spørge fremmede om, hvor en eller anden butik ligger, hvilket tog, jeg skal med eller hvad det nu måtte være. Jeg er ikke bange for at gå ned og handle. Jeg er ikke bange for at ringe til kommune, og hvad der ellers er. Jeg kan stadig blive nervøs, når jeg skal ringe steder hen, men ikke på samme måde som før. Meget har ændret sig, og jeg er i den grad blevet mere selvstændig, mere tilpas med, hvem jeg er. Det var jo hele meningen ved at flytte hertil! Dejligt, det har lykkedes mig så godt, og så hurtigt – det havde jeg ikke turde at tro på.

Selvom jeg snart er færdig hos psykologen, og selvom jeg starter i skole, så stopper jeg ikke med at arbejde med mig selv, for jeg har stadigvæk en masse, der skal bearbejdes, og jeg har stadigvæk nogle ting, som der skal arbejdes med, men det bliver ikke med psykologen. Til gengæld er jeg på venteliste hos TUBA som er for os, der er børn af alkoholikere eller voksne børn af alkoholikere. Jeg glæder mig rigtig meget til, jeg kan starte der, men jeg ved godt, der sagtens kan gå et halvt år til et år, og måske endda også længere, men det gør ikke så meget, for jeg har det faktisk ganske godt, hvor jeg er nu, og jeg lever måske lidt på bølgen af, at jeg er nået så langt med mig selv, så det haster ikke. Men jeg glæder mig rigtig meget til, at jeg kan komme igang hos dem, og jeg måske endda snakke om et andet emne som jeg har på hjertet, fordi jeg har oplevet det for mange år siden. Det er endnu et emne som er meget tabu belagt, og der er ikke særlig mange som ved dén ting om mig, men nu har jeg valgt at stå frem i en avis, og derfor tænker jeg også, at jeg kan bruge bloggen til at komme ud med det på. Det bliver i et andet indlæg i dette. Jeg håber, at I vil tage godt imod det, da det faktisk er noget, jeg stadigvæk har ekstremt stramt ved at snakke om, og som jeg nok egentlig helst ‘glemmer’ er sket. Det påvirker mig ikke i mit daglige, men jeg er nok nødt til at indse, at jeg skal arbejde med det før jeg kan komme 100% videre. Så det bliver et emne som jeg vil arbejde meget med. Jeg skriver indlægget senest søndag, og jeg håber, I vil læse med!

Continue Reading